BISPEBJERGVEJ 53, 2400 KBH NV

TEL.: 3584 1879 - FAX: 3584 0079

post@skuespillerforeningen.dk

Me Lunds tale ved generalforsamlingen i foråret 2006

Ghita Nørby, Bodil Udsen, Henning Moritzen og Jørgen Reenberg blev udnævnt til æresmedlemmer af “Skuespillerforeningen af 1879” ved generalforsamlingen, foråret 2006.

I den anledning holdt teateranmelderen, Me Lund, denne meget smukke tale, som vi er glade for at have fået forfatterens tilladelse til her at bringe i sin helhed:

John Osborne sagde engang: ”At spørge en kunstner, hvad han synes om kritikere, er som at spørge en lygtepæl, om den kan lide hunde.”

Den flamboyante britiske kritiker Kenneth Tynan beskrev kritikken med andre, men ligeså underholdende vendinger: ”En kritiker er én, der kender vejen uden selv at kunne køre bil.”

Ja, det vrimler faktisk med den type sandheder om kritikken og dens udøvere, og de er ikke alle sammen forkerte. Hvad mener I f.eks. om ”En kritiker er én, der kagler, når andre lægger æg”?

Med denne offentlige profil er jeg som kritiker på stand-bymeget smigret over – trods alt – at blive inviteret med til denne højtidelige dag i skuespillernes Allerhelligste. Jeg opfatter det som en forståelse for, netop sådan som den prominente franske kritiker George Steiner angav, at kritik måske i virkeligheden har – burde have – en anden dagsorden. Han sagde nemlig: ”Al kritik burde opstå af en kærlighedsgæld.” Det er den kærlighedsgæld, jeg vil betale en lille smule af på det næste kvarters tid.

Vita brevis, ars longa. Livet er kort. Men kunsten er lang.Sådan lyder en af Hippokrates’ kloge sentenser. Den havde gyldighed, da den blev nedfældet for ca. 2400 år siden. Og den har det i dag. Det er jo derfor kunsten dels er nødvendig for et samfunds selvforståelse, dels så tiltrækkende for jer som kunstnere og for os som publikum: dens sandheder – dens angstskrig såvel som dens passionerede kærlighedsudbrud formulerer igen og igen svarene på de spørgsmål, det enkelte liv er for kort til at nå til bunds i.

Hvad den gode Hippokrates imidlertid ikke nævner i sine”Aforismer” er, at skuespilkunsten måske nok er lang – og jeg siger udtrykkeligt ikke: langtrukken – men den er samtidig helt urimelig kort. I modsætning til de fleste andre kunstarter er skuespillerens kunst så nært knyttet til hendes eller hans eget liv, at man med en vis ret kan sige, at I er blev snydt, da kunsarterne indbyrdes skulle deles om det evige liv.

Derfor har de fleste af de tilstedeværende jo osse prioriteret at optræde i radioen, på film og i TV, hvor præstationerne jo altså bedre lader sig arkivere på historiens gigantiske overskudslager. Det er klart, det er en gave til alle os i dvdgenerationen, og tak for den, men lad os samtidig være enige om, at det er på teatret, den virkelige skuespilkunst skabes, når rollen genopvækkes og vedligeholdes og videreudvikles aften efter aften efter aften. Her antænder det magiske NU i heldigste fald en livslang flamme i den, som overværer jeres skabelsesproces. Men præstationen står ikke til evig tid mejslet i marmor. Den kan aldrig genskabes. Den er forbandet eksklusiv, osse selv om den i sin kerne er folkelig, for den lever kun så længe, nogen husker den, så længe den så at sige sidder i kroppen på nogen, dernetop denne aften, i dette teater, siddende blandt lige præcis disse medmennesker, var modtagelig – og modig – nok til at lade alle forsvarsværkerne falde og lade sig forføre. At give sig iskuespillernes vold.

Jeg ved, alle tilstedeværende har gjort sig masser af tanker om netop dette fænomen. Det er banalt, det er sagt tusinde gange før. Teatrets venner hylder altid teatrets NU, savelsesfuldt og højtidsstemt, vistnok ofte fordi det belejligt fjerner fokus fra vores daglige liv, hvor vi alle sammen – i hvert fald i min verden – forpasser nuerne i én lang række.

Alligevel må jeg insistere på dette NU i dag, hvor den fine gamle skuespillerforening er trukket i søndagstøjet for at udnævne fire æresmedlemmer – Bodil Udsen, Ghita Nørby, Henning Moritzen og Jørgen Reenberg.Bestyrelsens begrundelse kender jeg ikke. Jeg står her som selvbestaltet repræsentant for jeres publikum. Ikke kun for de ben-lettende kritikere. I dagens anledning er jeg en slags gesandt for et kæmpebagland af gode, gedigne teatergængere, nulevende og døde, i hvem I har tændt flammer af liv. Af indsigt. Af tro og håb og had og tillid. Mennesker, hvis indtørrede grinemuskel I har fugtet op med lattertårernes Niagarra Falls. Mennesker, hvis nysgerrighed på livet I har ægget, mennesker, hvis grundagst for døden I har dulmet; hr. og fru Danmark’er, som har rejst sig fra lænestolene og er gået i teatret og som er vendt hjem med mod til at lukke lidt lys og luft ind i de dunkle TV-stuer.

I har kort fortalt ændret vores liv. Beriget det. Med jeres livog med jeres kunst. Jeg nævner i flæng fra den folkekære fdeling Emma i Rottehullet, Ingeborg Skjern i ”Matador”, Poeten i ”Poeten og Lillemor” og overadmiralen Sir Joseph, old and pale, hvis berømte vise er det eneste, det lader sig gøre at huske fra ”Pinafore”.

Eller jeg kunne nævne de mere seriøse karakterroller, Gertrude Stein” i stykket af samme navn og Selma Lagerlöff i ”Billedmagerne”, Martha i ”Hvem er bange forVirginia Woolf” og Karin i ”Den gode vilje”, Teddy i”Mirakelmageren” og Niels Bohr i ”Copenhagen”, Filip II i ”DonCarlos” og gamle Levin i ”Indenfor murene”. Jeg kunne osse have nævnt alle de forestilinger, hvori i har spillet sammen på kryds og tværs, f.eks. i ”Flagermusen” for 1000 år siden, i Noréns ”Sommer”, i ”Søstrene” og i kvindernes ”Misantropen”, i ”Fra regnormenes liv”, ”Gengangere” eller nu senest altså i”Indenfor murene”.

I har været så kolossalt flittige, der er så meget at nævne, så mange kunstneriske sejre. Foruden af talentet, har I øst af en ressource, som man i mange år tror er uudtømmelig, men som viser sig ikke at være det: nemlig jeres tid. I har valgt at investere jeres dyrebare tid i os. Før, under og efter forestillingerne. Vinter og vår, år efter år.

Det kan godt være, jeg er ved at blive gammel, men jeg kan altså godt blive helt rørt, når jeg tænker på, at I virkelig har syntes, at vi – jeres ikke altid lige taknemmelige publikum – var det værd.

Og det er faktisk dét – jeres tålmodige gavmildhed med jeres tid – der har virket stærkest på mig, når jeg tænker alle de gode grunde til den fine udnævnelse i dag.

Bodil Udsen har taget sig tid til at slå benene væk underpublikum ved at vise, at latteren og det drastisk folkelige kun var den halve sandhed om hende; at hun osse havde en diabolsk forkærlighed for den kontante afregning og den ætsende replik, hvad de modne års mange karakterroller har bevist. Hun har kombineret det frygtindgydende og brutalt kyniske med det sjælfuldt sarte. Hos hende har der været højt til loftet osse selvom hun har tvunget os helt ned i den sorteste kælder.

Ligesådan med Ghita Nørby, hvis temperament oguovervindelighed – både som privatperson og skuespiller – ført hende frelst væk fra de artige ungpigeroller og over i karakterrollerne. Bemærkelsesværdigt nok er der blevet flere og flere gode roller til hende jo tættere hun kom på den aldersgrænse, som for kvindelige skuespillere er ensbetydende med usynlighed. Men for hende er det altså gået lige omvendt.Hendes synlighed er indiskutabel. De krævende og nødvendige roller er blevet flere og flere – og lur mig, om ikke osse den kommende sæson, til trods for den turbulente optaktsfase, igen vil blive et kunstnerisk højdepunkt.

Henning Moritzen, med det lyse og ukomplicerede sind, måtte ifølge eget udsagn kæmpe med al sin medgang i de unge, jazzede år, fordi den var godt i gang med at gøre alt, hvad han lavede, for hjernemæssigt, for minutiøst. Men osse han tog sig tid til at kaste sig ud i nye projekter, møde nye mennesker, nye teatre og fik helt uforudsete opgaver – alt sammen med publikum som vidne. Og vi sad måbende tilbage, da han for øjnene af os gennemgik en kunstnerisk genfødsel: Karakterrollerne fik større dybder, humoren mere plads, og på sine gamle dage har han endda vist sig ligefrem at være en stor gøgler, en ægte forvandlingskunstner. For sin egen skyld, javist, men sandelig osse for vores.

Jørgen Reenberg slap osse frelst ud af sine studenterroller, hvor han ifølge kritikken ”sejrede med sit lyseblå talent”. Han ville spille mod sin type, han ville ikke nøjes med at være lyseblå, han ville FORVANDLES, han søgte den teatralske udladning, den ulmende passion. Og man må sige, at da han endelig fik teatercheferne med på projektet, har han skaffet både sig selv og os indsigt i de inderste hjertekamre på alle de store slyngler i både den klassiske og helt moderne dramatik. Og sideløbende har han endda med livline tilbage til Olaf Poulsen og Poul Reumert haft tid og overskud til at udvikle sin komiske karakteriseringsevne til perfektion. Sikke nogle maskeringer. Sikke en scenisk kraft.

Jeg har lovet jeres formand ikke at bevæge mig ud i den store biografiske udredning om forholdet mellem liv og værk for de fire æresmedlemmer. Og det er jo osse unødvendigt. Dels fordi I jo så udmærket selv er klar over, hvor enestående I er. Dels fordi det føles rigtigere simpelthen uden de store dikkedarer at sige jer tak for, at livet – publikums korte liv – med jeres mellemkomst ikke kun er kommet til at bestå af små gnidrede kalkuler for at slippe nemmest om ved det, vi kalder tilværelsen.

Med jeres korte liv som indsatsen er det os, der har scoret den store gevinst. Vi har pludselig stået – nej, siddet – ansigt til ansigt med en en række syner, der bedst beskrives som en sandere sandhed. Vi har i glimt følt os forbundet med noget større, noget mere betydningsfuldt. Vi har følt et pirrende og sanseligt og tit osse elementært sjovere og mere generøst nærvær end dét homogeniserede 8-16-liv, vi hygger os med hjemme i forstadsvillaen.

Som Georg Brandes sagde, kræver det mod at have talent, og det har I haft. En af hemmelighederne bag jeres sceniske succes synes at være, at I har haft mod til at udfordre jer selv hele tiden, vælge roller – i den udstrækning en skuespiller selv kan vælge sine roller – i randzonen af jeres rækkevidde. For derved kontinuerligt at udvide jeres kunstneriske radius.

I dag er I ikoner – ikke bare i dansk teater. Men i hele den danske offentlighed. Det er I, fordi I osse har haft mod til at påtage jer at forvalte traditionen, traditionerne. Ikke mange i dag kender detaljerne i den særlige, danske teatertradition. Det hænger jo sammen med, at teatrets position og eksistensberettigelse er noget, der nu drages i tvivl. Teatrets – her forstået som dramaets – anseelse er uforklartligt nede i enbølgedal.

Ja, faktisk er teater jo i dag blevet noget, der må kæmpes for. Fra sæson til sæson. Fra forestilling til forestilling. Skal denne kamp vindes, er traditionen et vigtigt redskab.

Teatret har en historie, det har sine klassikere, det skal det slå på, ikke undskylde. I, der har været gennem fagets mesterlære, har oplevelserne af den levende tradition siddende i kroppen.

Osse selv om kroppen med mellemrum lægger jer hindringer i vejen for tiden.

Og hvor umærkeligt det end er kommet snigende i livetsbrutale udskillelsesløb, er det nu jer, der ER traditionen. I er den arkivmeter, hvorudfra de nye generationer formes. I er målet for deres misundelse og deres drømme, og mens de venter på deres eget stikord hugger de lystigt fra jer, gør oprør imod jer oggør nar ad jer, men de respekterer jer nøjagtig som I selv kæmpede med jeres egne, store gamle.

Engang målte man alt mod Mantzius-sæsonerne på Det Kgl. Teater 1909-12, mod Bodil Ipsen-Poul Reumert-sæsonerne på Dagmarteatret under Rooses direktorat 1919-22, mod den store teatersæson efter krigen i 1946-47 for slet ikke at tale om den store kavalkade op til 200-års- jubilæet på Det Kgl. Teater i december 1948. Her var teatret helt givet levende og glansfuldt, aktivt og inspireret. For min gamle ven, Jens Kistrup, var og blevdet kulminationen på nationalscenens formåen, den har både jeg og hans læsere hørt meget om.

Men for os, der er for unge til at have oplevet disse ting, vildansk teaters store øjeblikke i den sidste del af 1900-tallet og heldigvis osse langt ind i det nye årtusinde for altid være knyttet til jeres navne – og til et par stykker til, det kan ikke nægtes. Vimåler med jeres arkivmeter nu. Den er ikke ganske identisk med Mantzius-sæsonernes, den har selvfølgelig taget farve af den tid, der er og har været jeres, men dens mål, dens skabende instinkt er det samme. Og i modsætning til den parisiske arkivmeter, der ligger i konstant temperatur og keder sig i en aflåst boks, gælder der det for teatrets arkivmeter, atden holder sig bedst i fuld aktivitet og med de allerstørste temperatursvingninger. Det er I blændende beviser for.

Med al denne snak om den lange kunst og det korte liv håber jeg at have slået fast, at Ja, vel er det korte liv et urimeligt vilkår, vi alle deler. Men så meget desto større er glæden ved at være så heldig at dele det med mennesker af jeres kunstneriske kaliber.

Det er og har været et fantastisk privilegium at følge jer, at vokse op med jer, at modne sin livsanskuelse med jer som pejlemærker.

Hippokrates fortsatte i øvrigt sin ”Vita brevis, arslonga”-sentens – og det vil jo være kendt stof for alle, der kanderes ”Faust” og ”Aprilsnarrene” på fingrene – ”det rette øjeblik hastigt svundet, erfaringen svigefuld, bedømmelsen vanskelig.”

Det rette øjeblik er virkelig hastigt svundet, osse for dennetale. Erfaringen er nyttig, men giver sandelig ingen garantier. Og efter 15 år som kritiker skriver jeg gerne under på, at bedømmelsen er en hundesvær for ikke at sige umulig metier.

Men i dette særlige tilfælde er bedømmelsen nu ikkevanskelig: Bodil Udsen, Ghita Nørby, Henning Moritzen og Jørgen Reenberg, jeres betydning for dansk teater, for jeres kolleger og for os nede i salen er ganske enkelt uovertruffen.

Med jeres livslange arbejde i scenekunstens tjeneste har Ikastet et fantastisk lys over tilværelsens mørke – sagde altså hunden, der bedre sent end aldrig har opdaget, at lygtepælen har flere funktioner.

Hjertelig tillykke!

Me Lund 14. maj 2006